Kl. 11:00
Bisse – solokoncert
Kom og oplev Bisse i intime rammer, når han spiller en gratis solokoncert i Dansepavillonen ved Karens Minde til Sydhavnens Litteraturfestival.
Bisse har for længst skrevet sig ind i dansk musikhistorie. Musisk er han en ener og lyrisk evner han som få at indfange hverdagens små banaliteter og livets store groteske tendenser på en og samme tid. Der synes ikke at være noget emne, som ikke kan komme under Bisse poetiske behandling – alt imens det akkompagneres af både ørehængende og grænsesøgende musik.
Kom med til en unik mulighed for at opleve Bisse i intime rammer, når han spiller denne solokoncert i Dansepavillonen.
OM FESTIVALEN
Sydhavnens Litteraturfestival er en oase af idyllisk natur, forunderlig litteratur og dragende oplevelser. Omringet af store gamle træer, heste, broer, kaniner, vandløb og alpakaer tager sproget form i naturskønne omgivelser, og skaber et unikt møde med litteraturen, hvor fordybelse, fortabelse, forbavselse og det fabelagtige venter lige om hjørnet.
Sydhavnens Litteraturfestival er for familierne og enspænderne. For voksne og børn. For de lokale og litteraturelskerne. For bogorme og de læsesky. For de forvildede og forvænte. Feinschmeckerne og nostalgikerne.
Kom og oplev en dag fyldt med kreativitet, inspiration og kunstnerisk udtryk. Tag dine venner med og bliv en del af en magisk dag, hvor Sydhavnens Litteraturfestival byder på noget helt særligt!
Vi glæder os til at se jer til en uforglemmelig dag med musik og poesi i fokus!
▷ Festivalen er blevet til med støtte fra Statens Kunstfond og Kgs. Enghave Lokaludvalg.