Karens Minde
Kulturhus

Klein Søg Email Facebook Instragram Pil Booking Mad

fre

08.03

Koncert

Anna Mose

Kl. 20:30

80 (+ gebyr) kr.

“Variations of Love er et album, som bliver ved med at give” – Fyens Stiftstidende ⭐️⭐️⭐️⭐️⭐️

Anna Mose’s anmelderroste debutalbum ‘Variations of Love’ udkom i oktober 2023, og er en musikalsk magtdemonstration udi genremodellering og stærke poetiske fortællinger om hvad der sker, når vejen ind i moderskabet ikke er brolagt med lykke.

Oplev spillet mellem det trygt genkendelige og det overraskende eksperimenterende, når Anna Mose og hendes eklektiske band rammer KLEIN d. 8 marts!

Døre kl. 20.00
Foto: My Lambertsen

Anna Mose har trukket meget af sit musikalske vejr som en del af, arrangør af og dirigent for kor hele sit liv – med en musikalsk spændvidde fra børnekor, og den prisvindende eksperimenterende vokalgruppe IKI, til fast korsanger for Andreas Odbjerg. Nu er hun trådt frem som solist med debutalbummet Variations of Love, som hun selv har komponeret, produceret og som kun hun lægger vokal til.

Anført af klaveret tager Variations of Love os med ind i et musikalsk univers af elektroniske beats og melodisk overskud med Annas vokal som en favnende rolig guide. Dualiteten mellem det forbundne og det adskilte, lykken og mørket bor i spændet mellem klassiske elementer og alternativ pop, i de melankolske undertoner og den boblende glæde. En vekselvirkning der er central for hele albummet.

Anna er vokset op i en familie af professionelle folkemusikere. Hun har altid sunget, og da hun som ni-årig forelskede sig i basklarinetten, trumfede hendes mor igennem på musikskolen, at hun kunne starte til klarinetundervisning, selvom hun ifølge reglerne var for lille. Da hun begyndte at skrive de sange, der skulle blive til nærværende album, valgte hun sit barndomsinstrument, klarinetten, som udgangspunkt.

”Med klarinetten gav jeg mig selv lov til at lege med musikken uden forventninger om, hvad det skulle blive til – den blev et symbol på at vende tilbage til musikken som legeplads”.

Spillet mellem det trygt genkendelige og det overraskende eksperimenterende er gennemgående for Annas sange. Kontrasten har stået voldsomt skarpt på Annas vej ind i moderskabet. Lykken ved graviditeten, overraskelsen ved meldingen om tvillinger, angstfyldte og traumatiserende vilkår som operation, for tidlig fødsel og isolation – gør lykke og ulykke uløseligt forbundne.

Variations of Love er et værk fra en exceptionelt stærk dansk musiker, sangskriver og vokalist om at finde vejen gennem nye erkendelser på en farefuld rejse gennem det, som måske nok er noget af det mest almindelige i verden – moderskabet – men som er unikt for alle. Og som vi stadig ikke taler ret meget om, hvis det ikke kun er lig med begejstring, glæde og lettelse.

LIVE LINE UP:

Anna Mose (DK): Vokal, klarinet
Johannes Buhl Andresen (DK): Klaver, synths
Siv Øyunn (NO): Trommer, vokal
Emil Jensen (DK): Cornet, synths
Lennart Heyndels (BE): Kontrabas, synths