Karens Minde
Kulturhus

Klein Søg Email Facebook Instragram Pil Booking Mad

fre

25.06

Koncert

HUN SOLO X DANSEPAVILLONEN [Udsolgt]

Udsolgt

Kl. 20:00

En stemningsfuld sommeraften med fem kvindelige musikere, som HUN SOLO spår vil tegne fremtiden.

Det prisbelønnede koncertkollektiv HUN SOLO gæster for første gang Dansepavillonen i den grønne oase i Københavns Sydhavn og byder på koreansk filosofi, arktisk identitet, klimabevidsthed, naturlyrik, elektroniske drømme og flossede guitarer filtreret gennem sommernattens prisme.

HUN SOLO skaber koncerter med nogle af landets allermest spændende kvindelige artister og har denne aften kigget i krystalkuglen og plukket fem kunstnere som deres bud fremtidens toner.

Aftenens fem musikere vil én for én indtage Dansepavillonens smukke rum med hver sin solo-performance og invitere på musikalske eventyr, som meget vel kan have din nye yndlingsmusik som destination.

Line-up er:

Mai Young Øvlisen ⠂About A Girl ⠂HunBjørn ⠂AVIAJA ⠂Katrine Stochholm

Mai Young Øvlisen står normalt i front for det dansk-koreanske band Meejah. Denne aften præsenterer Mai et soloset med dugfriske numre fra Meejahs debutalbum Queen of Spring (release 18/6), som er en sangcyklisk sekvens gennem de 8 trigrammer i koreansk livsfilosofi: Fire ☲ Thunder ☳ Mountain ☶ Lake ☱ Water ☵ Earth ☷ Wind ☴ Heaven ☰

About A Girl er et nyt soloprojekt af guitarist, sanger og sangskriver Julie Vestergaard Nissen efter en ti-årig rejse med det anmelderroste støjrockband Darling Don’t Dance. Sangene er kendetegnet ved en fandenivoldsk, intens energi, og lydbilledet kredser om forvrænget, ambient guitar og Julies karakteristiske rockvokal.

HunBjørn skaber elektronisk pop i et univers, som både er råt og sårbart. Med florlet vokal og stor kærlighed til drømmende synthflader skaber hun en varm, catchy lyd. Men kløerne lurer lige under overfladen – i støjguitar og forvrængning og i lyrikkens budskaber om forstillelse, selvværd og miljøkrise. HunBjørn har netop udgivet singlen ’Avicii’ forud for et kommende album i 2021.

AVIAJA er kendt som et stærkt DJ-navn og har dj’et på Copenhagen og Paris Fashion Week, Spot on Greenland, Minority Festival, Equalizing Music 2016+2017 Roskilde Festival, Distortion, Strøm og meget mere. Nu er hun på vej med sin egen musik, hvor hun bl.a. udforsker sin grønlandske baggrund. Den første single ‘Arctic Love’ handler om selvkærlighed.

Katrine Stochholm lagde verden for sine fødder med sin tidligere gruppe Under Byen. Hendes andet solo-album, det poetiske og elektroniske Verden Består Af Samlinger Af Stykker, har høstet femstjernede anmeldelser og er en hyldest til naturen og årets gang. På tekstsiden står værker af Jeppe Aakjær og Viggo Stuckenberg side om side med Katrines egne hyperaktuelle tekster.

OM HUN SOLO:

Siden 2016 har HUN SOLO sat spot på kvindelige kunstnere for at forbedre kønsbalancen i dansk musik.

HUN SOLOs line-ups skifter konstant, og projektet har præsenteret mere end 90 forskellige kunstnere og turneret i hele landet flere gange, spillet på Roskilde Festival og Smukfest samt på Færøerne og i Pakistan.

En HUN SOLO-koncert er altid en unik oplevelse med nye artister på scenen, hvor hver musiker indtager scenen med en solo-performance på 20 minutter, udformet specielt til HUN SOLO-aftenen.

HUN SOLO modtog i 2020 særprisen ‘Tak Rock’ fra musikmagasinet GAFFA, som gives til en aktør, der har gjort en ekstraordinær indsats for dansk musik.

Derudover er HUN SOLO nævnt i Statens Kunstfonds Charter for Diversitet som et best-practice-eksempel, når det gælder ligestilling og mangfoldighed i musikkens verden.

Se mere: www.hunsolomusic.com

Døre kl. 19.00