Karens Minde
Kulturhus

Klein Søg Email Facebook Instragram Pil Booking Mad

fre

26.04

isenkram & KLEIN præsenterer

Isenkram Label Night

Billetter købes i døren

Kl. 19:30

100 kr.

Isenkram gentager succesen og inviterer til en magisk og hyggelig aften på spillestedet KLEIN. Oplev 3 ganske unikke duo liveoptrædener, musikalske eksperimenter samt udvidet merchandise bod kombineret med releasefest, hvor håndplukkede og erfarne DJ’s spiller deres hemmelige yndlingsplader.

Det nye danske label, Isenkram, opstod i starten af 2023 og udgav sidste år fire vidt forskellige album på kassettebånd og stream med N. Arena, Marie Eline Hansen, Thomas Rafn og Jacob Funch. Sidstnævnte blev på udgivelsesdagen fejret på netop KLEIN til en udpræget hyggelig label-aften med koncerter og fest. Nu gentager vi succesen med følgende nye program:

Sonja Labianca + CTM.

De to danske musikere Sonja og Cæcilie – primært associeret bag saxofon og cello i henholdsvis Selvhenter og CTM – sættes denne aften i et unikt møde, hvor de frit kan plukke og komplimentere værker fra hinandens yndefulde diskografier, men også skabe helt nye samklange.

Global Guaranty Orchestra.

Den mytiske Helsingør duo – bestående af P.O. Jørgens og Henning Frimann – udgav op igennem 1980erne og 90erne en række ganske enestående albums, der med hjemmebyggede perkussive instrumenter, esoterisk ekspressionisme og inspiration fra hele verdens musikhistorie nægtede at blive sat i genremæssig bås.

Nikolas.

Bag det kakofoniske virvar af improviseret smukheds-nonsens gemmer sig en vigtig del af pladeselskabet Escho’s grundkerne. Sammen har de bag navnet Nikolas huseret på diverse udgivelser og venues siden 2006. Nikolas er en helt fri enhed, en animeret trance legeplads hvor alt kan ske. Denne aften i unik og instrumental duo set-up.

Kruzh’em release-party-extravaganza.

Isenkram udgiver på aftenen det introspektivt funky elektroniske album ‘Afterthoughts’ med Kruzh’em, som kan erhverves i aftenens merchandise-bod på spritnyt kassettebånd. Kruzh’em har håndplukket sine 3 yndlings DJ’s fra Danmark – Bam Baastaa, Martin Dejean og Nixxon – til at spille op til dans og hyggeligt samvær efter de 3 duo koncerter.