Festival & Friends præsenterer sammen med Copenhagen Concert Community og KLEIN en helt særlig aften, hvor klassisk møder rytmisk i et 50/50 format. Aftenen bliver et overflødighedshorn af forskellige kunstneriske udtryk.
Det foregår i Dansepavillonen, omgivet af naturskønne omgivelser. Hvad kunne være bedre sådan en sommeraften midt i juni?
.
— PROGRAM —
FESTIVAL & FRIENDS (1 sæt á 40 min):
Til koncerten i Dansepavillonen kan man opleve et udpluk af årets festivalprogram. Forvent et stemningsfuldt sæt som begynder med en søgen og udfoldelse af klarinettens klangunivers, med triller og leg af overtoner. Dernæst dramatik og et opråb om klimabevidsthed i tyrkiske Fazil Says sonate for violin og klaver, dedikeret til bjerget ‘Mount Ida’. Programmet rundet af med sprællende rytmer og nostalgiske melodier i franske Poulencs drilske klarinetsonate.
Program og medvirkende:
Mari Samuelsen: ‘Learning how to fly’ (Gerbrich Meijer, klarinet)
Francis Poulenc: Klarinet Sonate (Gerbrich Meijer, klarinet; Elias Holm, klaver).
,
*pause*
.
OM JOSEPHINE PHILIP (1 sæt á 40 min):
Philip udgav sidste år solo debutalbummet ‘We Get Lost And Found’ til 5-stjernede anmeldelser og med 3 singler i tung rotation på P6 Beat.
Musikken bevæger sig fra det intime akustiske og minimalistiske rum til store Bond-agtige produktioner og videre over i en mere maskinel trip-hop æstetik alt bundet sammen af Philips nærværende stemme der med historiefortællingen som omdrejningspunkt indfanger lytteren.
Josephine Philip er en del af duoen Darkness Falls. Hun var halvdelen af den dynamiske duo JaConfetti, var grundlægger af kvinde-ska-bandet Favelachic og den populære DJ duo Dullen & Dyken. Hun har skrevet sange og optrådt med Anders Trentemøller, og har for nylig samarbejdet med den tyske komponist og musiker Christian Löffler. Hun er medskaber og den ene halvdel af performance duoen Philip | Schneider – en eksperimentel duo med den ene fod rodfæstet i lyd og den anden i billedkunst. Siden dannelsen i 2019 har ensemblet allerede været at finde på nogle af de mest indflydelsesrige danske kunstinstitutioner.
.
— OM OS —
COPENHAGEN CONCERT COMMUNITY
CCC der har base i Sydhavnen, København, ønsker at skabe koncertoplevelser, der går på tværs af genrer og generationer. Copenhagen Concert Community har arbejdet med koncertformatet “klassisk og rytmisk musik på samme scene” siden 2019 støttet af Statens Kunstfond, Kgs. Enghave Lokaludvalg, Københavns Kommune og Knud Højgaards Fond.
FESTIVAL & FRIENDS
Siden 2020 har makkerparret bag ‘Festival & Friends’, Lea Han og Gustav Piekut, skabt et anderledes format for klassiske koncerter. Koncerterne er skabt af unge til andre unge og generelt nye ører indenfor klassisk musik.
Festivalen er en 4 dages begivenhed på Nørrebro i den bedste tid om sommeren. Der findes forskellige koncerttyper alt efter tidspunkt, og i bedste festivalstil inviteres publikum til at blive hængende efter (og mellem) koncerterne og stiller tørsten i sommervarmen med musikerne. Repertoiret er bredt; alt fra klassiske med komponister som Beethoven og Mozart, kvindelige komponister der fortjener mere opmærksomhed, moderne komponister som Steve Reich og også bestillingsværker fra danske nulevende komponister.
Denne koncert er støttet af William Demant Fonden og skabt i samarbejde med spillestedet KLEIN.